| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
Englænderen, der brokkede sig over parkeringspladsen, havde sgu ret. Der var en hane, der galede midt om natten. Sådan et kræ burde man da dreje halsen rundt på. Og kl. 6 blev områdets hunde åbenbart lukket ud, mens deres ejere klarede morgenritualerne. Der var en herrens glammeri af hunde. Efter en god halv time holdt det op igen og vi andre kunne få lov til at sove færdig.
Ved 7:30 tiden stod vi op og gik sammen ind i byen, for at hente morgenbrød. Sapri er, som så mange andre italienske byer en masse smalle gader og nogle åbne pladser, hvor der ofte ligger butikker. Vi skulle lige sondere pladserne lidt, før vi fandt en købmandsbutik. Der var næsten kun et dørparti og ikke rigtig nogle skilte. Da vi trådte indenfor, åbnede der sig først en afdeling, der kunne minde om en dansk døgnbutik. Inde bagved stod alle italienerne i kø i en kæmpe delikatesseafdeling, der bød på alt, hvad hjertet begærer af pålæg, ost og brød.
Vi gik derfra med et stort og tungt brød med mad til mange dage. Det skulle vi vist leve af resten af dagen, for hurtigst muligt at få det fortæret. Brødene bliver lidt kedelige og tørre efter et par dage.
Tilbage på parkeringspladsen nød vi vores morgenmad, før vi fortsatte af hovedvej SS18 mod syd. Vejen følger den vestlige kyst ned mod byen Villa San Giovanni, hvorfra færgen til Sicilien sejler. SS18 følger kysten på godt og ondt. Så når der er stejle bjerge, går det op og ned i bjergene med mange hårnålesving og når der er et mere lavt område, går det nogenlunde ligeud.
Første stop på dagens tur var byen Maretea. Selve byen er delt i flere lag. Nederst findes havnen, et stykke oppe af klippesiden stationsbyen og længere oppe i bjergene - og gemt bag en stor klippeformation ligger bl.a. den gamle bydel (Centro historico). Vi parkerede bag ved banegården, for der måtte vi overnatte med autocamperen. Det var imidlertid ikke planen. Men det var ikke til at vide, hvor lang tid vores besøg ville være eller om vi var for trætte til at fortsætte, når vi havde set byen. Det viste sig nemlig, at vi skulle over 200 meter opad, for at se Centro Historico. Så vi fandt rygsækken frem og begav os over til banegården, for at finde lidt informationer om byen. Det var der intet af, så vi vovede at få Google Maps til at vise os op i byen. No problem sagde Google. 1,8 km. til Centro. Og så gik det ellers op af stejle veje og masser af trapper. Vi fik hurtigt varmen og mit dårlige knæ blev i det mindste varmet godt op.
Efter en god halv time, var vi oppe i den gamle bydel og det var ganske interessant at slentre lidt rundt (op og ned af smalle gyder, gange og trapper), for at se bydelen. Selv om vi havde passeret frokost, var ingen af os særlig sultne, men en kold øl ville ikke være af vejen oven på alle de trapper.
Vi fandt et lille torv, hvor de lokale åbenbart holder til, for at diskutere og hilse på hinanden.
Ved den eneste relle bar, der havde åbent på torvet, gik vi ind og bestilte et par øl, vi ikke havde smagt før. Udenfor baren stod der et eneste bord. Her sad en mand og røg, men der var 4 stole, så vi kunne vel også sidde i solen. Men han fortrak med det samme, selv om jeg forsøgte at sige, at han gerne måtte blive siddende.
Det var en sand perle af en plads. Dejlig sol og masser af varme. Jeg tænkte, at her kunne jeg sagtens sidde resten af dagen. Tæt på kolde øl og et toilet. Jeg kunne også leve med, at baren kun solgte søde kager i den spiselige afdeling. Og når solen forsvandt, kunne vi vel bestille en taxa ned af bjerget igen.
Nå, det blev ved drømmerierne. Vi havde måske håbet på, at der gik en lokal bus ned til banegården, men vi så ingen busser, så det var bare om at begynde nedstigningen. Det var slet ikke så slemt, som jeg havde frygtet. Snart var vi tilbage på parkeringspladsen, hvor Marie anrettede en fin buket blomster, mens jeg smurte lidt brød med dåseleverpostej og gorgonzola ost.
Vi fandt en bænk i solen på parkeringspladsen, hvor vi kunne holde lidt siesta, før turen fortsatte. Google Maps anbefalede 2 ture ud af byen og jeg synes, at begge veje så noget snørklet ud. I stedet kunne vi køre direkte til højre fra parkeringspladsen og ramme ud på SS18 lige syd for byen. Pludselig var vi kun få minutter fra næste stop, en sort strand.
Der holdt kun et par biler på parkeringspladsen ved stranden. Skilte forkyndte, at det kostede 5 euro i timen, at holde på parkeringspladsen. Det var helt vildt. Men det var sikkert også i sæsonen, for der var ingen parkeringsautomater at finde, så vi parkerede og begav os ned til stranden, der ganske rigtigt havde sorte sten og sand.
Tilbage ved camperen stod den nu på en kop kaffe, mens vi diskuterede den videre færd. Jeg havde fundet en camperplads ca. 20 km. syd for stranden. På camperpladsen kunne vi få strøm, tømt toilet, vand på og af - og få et rigtigt brusebad. Det skulle være slutdestinationen for i dag.
Marie kørte om kap med tiden, for solen var på vej ned ude i horisonten - og jeg havde lige regnet ud, at vi kunne nå at se solnedgangen på vores camperplads, der lå helt ned til stranden. Camperpladsen Lido Zio Tom så - som navnet antyder - helt tom ud. Der holdt nogle gamle udrangerede campere og et par campingvogne. Receptionen så komplet lukket ud, så vi kørte ind og parkerede. Solnedgangen trak og vi nåede ned på stranden, for at se solen blive helt orange.
Så tog vi en runde på camperpladsen og fandt både toiletter, køkken, affaldsfaciliteter og bad. Alt så ud til at fungere perfekt. Jeg konstaterede, at lyset var blevet tændt i receptionen, bankede på og gik ind. Indenfor sad en mørklødet ung mand. Det var åbenlyst, at han boede i rummet. Der sod bl.a. en seng i hjørnet. Jeg spurgte på engelsk, om dette var receptionen, hvilket han bekræftede. Han virkede meget tilforladelig og fulgte med ned til camperen, for at fortælle, at vi kunne tilslutte strøm og hans chef ville komme i morgen kl. 7, så vi kunne afregne. Perfekt!
Vi gik ombord i en flaske lokal rødvin, som vi havde købt i Sapri til morgen. Den var lidt tynd, men den kostede også kun godt 2 euro for en liter… Vinen var “desværre” proppet med en kapsel, så vi kunne ikke lukke for den igen. Ærgeligt. Så måtte vi jo tømme den :)
Aftensmaden blev en omgang brød (ja, vi skulle jo have udryddet det store brød, som Marie havde købt til morgen). Hertil var der masser af ost, pølse og skinke i køleskabet. Hvad mere kan man dog ønske sig?
| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |